Træplader: 4 stærke typer af træplader, samt priser og formål

Står du og skal bruge træplader til et kommende gør-det-selv-projekt? 

Så kan det hurtigt betale sig at dvæle lidt ved hvilken type træplade, du skal anvende. Der findes nemlig mange forskellige – og det er ikke altid den billigste, der er den bedste til dét, du havde tænkt dig at anvende pladen til.

Herunder gennemgår vi de forskellige typer af træplader, og hvad du kan bruge dem til – og så skal vi selvfølgelig også sammenligne prisen på de forskellige.

Typer af træplader

Der findes et væld af forskellige typer af træplader. Herunder har vi listet nogle af de mest gængse typer på markedet.

MDF træplader / træfiberplader

MDF træplader er en særlig variant af træfiberplader. “MDF” står for “Medium Density Fibreboard”. MDF plader fremstilles af løv- eller nåletræ, der “males” til fibre. Efterfølgende sammenpresser man fibrene, så de udgør plader.

De fleste MDF træplader indeholder lim – enten urea- eller melamin-lim – som bindemiddel. Det kan dog også lade sig gøre at skabe MDF træplader uden brug af lim, hvor man i stedet udnytter træets naturlige indhold af det kemiske stof lignin, der også kan fungere fint som bindemiddel.

Hvad kan du bruge MDF træplader til?
MDF træplader anvendes i høj grad til inventar og møbler. MDF udgør også kernen i mange bordplader – ofte med et lag finer ovenpå for holdbarhedens og udsmykningens skyld. Det fine materiale i MDF plader gør det nemt at tilpasse og fræse pladens kanter uden splinter. Densiteten i MDF-plader er generelt højere end i almindeligt træ. Alt afhængig af bindemidlet, der er anvendt, kan MDF pladerne altså opnå en fantastisk høj styrke.

Hvad koster MDF træplader?
Prisen for en 3 mm. MDF træplade på 1 x 1 meter starter fra ca. 100 kr. Dog er MDF træpladerne ofte aflange i handelen.

Spånplader

En spånplade er en trykpresset plade, der er sammensat af spåner, lim og voks. Som oftest er det nåletræ, der er brugt i spånplader – men i virkeligheden kommer spånerne også ofte fra mange produktioner, der arbejder med træ, og træindustrien som helhed.

Træet til spånplader er altså restprodukter fra øvrige industrier, der arbejder med træ.

De fleste spånplader kommer i tre lag. Kanterne af pladen er mere tætpakket og mere slidstærk. Den midterste del af spånpladen er mere let pakket. Du kan ofte se det i et tværsnit.

Hvad kan du bruge spånplader til?
Spånplader anvendes til stort set det samme som MDF træplader – i møbler, inventar og også i bordplader. Spånplader bruges også i bærende konstruktioner i byggeri. 

En spånplade er ikke specielt flot at kigge på, og dens rolle i projekter er udelukkende funktionel. Mange vælger at dække spånpladen med et lag finer eller andet, der giver et mere appellerende udtryk.

En ulempe ved spånpladen er, at den ikke kommer i tynde formater. Tykkelsen på en spånplade spænder typisk fra 10-22 mm.

Hvad koster spånplader?
Prisen for en 10 mm. spånplade på 1 x 1 meter starter fra ca. 50 kr. Dog er spånpladerne ofte aflange i handelen.

Krydsfiner plader

Krydsfiner er et stærkt plademateriale, der består af sammenlimede finerplader. Finer er blevet brugt helt tilbage i oldtiden, hvor man dengang anvendte det som beklædning af fx møbler for at højne møblets udtryk og værdi.

Krydsfiner fremstilles ved at lime separate finer-plader sammen, så fiberretningen i hvert finer-lag ligger vinkelret på fiberretningen i det næste lag. Resultatet er en stærk krydsfiner-plade af variabel tykkelse (alt afhængig af antallet af lag), og med en høj bøjningsstyrke på alle akser.

Hvad kan du bruge krydfiner-plader til?
Krydsfiner-plader bruges i høj grad til bærende konstruktioner og aflukninger – fx vægge, gulve og tage. Det bruges også til møbler og inventar, hvor krydsfinerens egenskab til at holde under bøjninger og vrid kan udnyttes til fulde.

Hvad koster krydsfiner-plader?
Prisen for en 8 mm. krydsfiner-plade på 1 x 1 meter starter fra ca. 190 kr. Dog er krydsfiner-plader ofte aflange i handelen.

Gipsplader

Indrømmet – gipsplader er ikke træplader, og måske hører dette slet ikke hjemme på listen her. Alligevel medtager vi gipspladerne, fordi de er populære, og også fordi de i høj grad finder samme anvendelse som mange af de øvrige træplader her på listen.

Gipsplader fremstilles ved hjælp af et naturligt mineral: calciumsulfat. Når man opvarmer mineralet til 120-180 grader celsius får man en størknet plade, der er stærk og kan anvendes i mange forskellige konstruktioner.

Hvad kan du bruge gipsplader til?
Gipsplader er ofte anvendt i opførelsen af nye indervægge i boliger, samt på loft og skillevægge. Du kan også finde særlige gipsplader, der kan bruges i vådrum.Hvad koster gipsplader?
Prisen for en 13 mm. krydsfiner-plade på 1 x 1 meter starter fra ca. 22 kr. Dog er gipspladerne ofte aflange i handelen.