Om at male indvendigt træværk
Malet træværk har adskillige fordele i forhold til råt træ: Det er
nemmere at gøre rent, og det krymper og udvider sig ikke så meget i
takt med luftfugtigheden som ubehandlet træ. Maling giver mulighed
for at ændre rummets udtryk ganske dramatisk: Hvidt træværk er
klassisk i danske hjem, men man kan også lege med en bred vifte af
farver med flot resultat. En gang maling - eventuelt suppleret af
nye håndtag - er også en billig måde at forny møbler og hele
køkkener på.
Valg af maling
Træværk skal holde til lidt af hvert i hverdagen - så det er en
fordel at vælge maling, der giver en robust og rengøringsvenlig
overflade. Helblank maling er den mest rengøringsvenlige, men du
skal være opmærksom på, at den blanke overflade betyder, at alle
ujævnheder vil stå tydeligt frem. Helblank maling var førhen det
mest almindelige og oplever i disse år en renæssance; de blanke
flader er både flotte i klassiske og moderne hjem. Og de står godt
til de matte vægge, som de fleste foretrækker i dag.
Mange foretrækker dog stadig en halvblank maling, og den giver
da også en overflade, som fint kan gøres ren og holder til det
meste. Både halv- og helblank maling til træværk fås som
vandbaseret maling, der er nem at arbejde med.
Grundig forberedelse kræver tid
Vellykket malerarbejde handler om at bruge tid på forberedelsen;
selve arbejdet med pensel og rulle tegner sig ofte blot for under
halvdelen af den samlede arbejdsindsats. Hvis den
eksisterende maling skaller af, skal du slibe og spartle fladerne
meget grundigt, og det tager tid. Nogle gange er det nødvendigt at
fjerne den gamle maling helt. Det kan gøres ved hjælp af en
farveafbrænder - en slags varmepistol, der gør malingen blød, så
den kan skrabes af. Du kan også vælge forskellige kemiske midler
til at få malingen af.

Sådan maler du ubehandlet træ
Sørg allerførst for, at træet er rent og fedtfrit. Det kan du
gøre ved at vaske det i grundrens eller vand med et par dråber
salmiakspiritus (vær forsigtig!). I begge tilfælde vaskes efter med
rent vand.
Så skal overfladen slibes med fint sandpapir; støvsug og tør
støvet bort. Hvis der er knaster og/eller harpiks i træet, skal
disse steder have knastlak; ellers slår de igennem malingen
senere.
Giv træet grunder
Efter at træet er blevet grundet kan du tydeligere se eventuelle
sømhuller, sprækker, ujævnheder osv. Dem spartler du ud med en
egnet fugemasse; spørg i butikken. Følg producentens anvisninger
hvad angår tørretid, efterslibning osv. Sørg for, at de færdige
reparationer er helt plane og pletmal dem med grunderen.
Så er du klar til at male med din valgte malingstype. Regn med
at skulle male to gange.
Sådan maler du malet træ
Sørg allerførst for, at træet er rent og fedtfrit. Det kan du
gøre ved at vaske det i grundrens eller vand med et par dråber
salmiakspiritus (vær forsigtig!). I begge tilfælde vaskes efter med
rent vand.
Så skal overfladen slibes med fint sandpapir indtil overfladen
er mat; støvsug og tør støvet bort.
Derefter er du klar til mellemstrygningen; her kan du f.eks.
bruge grunder eller en særlig mat udgave af den maling, du
efterfølgende vil arbejde med. Hvis træet har været industrilakeret
og derfor er meget glat (f.eks. køkkenlåger), kan det være en god
idé at bruge en særlig hæftegrunder. Slib efter igen med fint
sandpapir og fjern støvet.
Efter at træet er blevet grundet kan du tydeligere se eventuelle
sømhuller, sprækker, ujævnheder osv. Dem spartler du ud med en
egnet fugemasse; spørg i butikken. Følg producentens anvisninger
hvad angår tørretid, efterslibning osv. Sørg for, at de færdige
reparationer er helt plane og pletmal dem med grunderen.
Herefter kan du eventuelt give endnu et lag grunder for at være
sikker på at have et ensartet grundlag at arbejde på. Så er du klar
til at male med din valgte malingstype. Regn med at skulle male to
gange.