Slib dine trægulvene og giv dem nyt liv
En slibning er mindre omfattende end en afhøvling af gulvene,
men kan give den samme fornemmelse af at have fået et helt nyt
gulv. Du kan leje en stor gulvsliber til formålet - vær opmærksom
på, at den kræver et vist håndelag at håndtere. Især i starten kan
man godt have fornemmelsen af, at den vil løbe af med én, så øv dig
gerne i et mindre synligt hjørne, indtil du har gjort dig bekendt
med den.
Håndværktøj bruges typisk til hjørner og ufremkommelige steder,
men giver det samme flotte resultat som den store slibemaskine, så
du kan også bruge det til hele gulvet. Det vil blot tage noget
længere tid.

Arbejd ved almindelig rumtemperatur
Afslibning skal ske ved almindelig rumtemperatur (ca. 17-25˚).
Hvis der er gulvvarme, skal det skrues ned til en rumtemperatur på
cirka 20˚. Skru ikke op igen, før den endelige overfladebehandling
er fuldt hærdet - generelt efter fem døgn. Du vælger selvfølgelig
selv, om dit nyslibede gulv skal behandles med lak, sæbe, olie osv.
Fjern fejelister o.l. inden du sliber, så du er sikker på at nå
helt ud i siderne. Regn med, at du vil skulle male fodlister og
paneler efter slibningen; du undgår næppe at ridse dem.
Det støver!
Støvgenerne er nok den største ulempe ved at slibe trægulve. Det
er en stor fordel at slutte en industristøvsuger til maskinerne,
mens du sliber - så minimerer du generne. Undgå at bruge
almindelige støvsugere til formålet; det fine slibestøv vil ofte
ødelægge støvsugeren. Industristøvsugere kan lejes på
dagsbasis.
Sørg altid for at beskytte dig selv med en støvmaske og briller.
Du kan minimere rengøringsbehovet i resten af huset ved at sætte
plastic for dørene og evt. tape dem til; der kan trænge
forbløffende meget støv gennem sprækken omkring døren. Sørg for
passende varmt arbejdstøj, for du får brug for at åbne vinduerne
for at lukke støvskyerne ud - også selv om det er koldt!
Vær sikker på, at gulvet kan slibes
Ikke alle gulve kan tåle en slibning. Gamle gulve kan være
blevet slebet så mange gange, at endnu en slibning vil gøre det
løst - eller måske gøre den øverste fer så tynd, at den risikerer
at flække, når du efterfølgende går på gulvet.
Vær særlig omhyggelig med at tjekke gulve, der ikke er massive -
det øverste slidlag skal være mindst 2 mm tykt, hvis det skal kunne
slibes. Tjek eventuelt tykkelsen af slidlaget ved at se på en
rørgennemføring i gulvet; den allerbedste sikkerhed opnår du ved at
lave en boreprøve i gulvet. Vær også opmærksom på, at slidlaget på
ældre lamelbræddegulve kan løsne sig ved slibning, selv om
slidlaget er mere end 2 mm - se efter, at det virker stabilt.