Inspiration / Energi / Isolering / Tjek selv dit hus

Tjek selv: Er dit hus dårligt isoleret?


Har dit hus overhovedet brug for ekstra isolering? Hvis du har en energimærkerapport fra 1 september 2006 eller senere, kan du blot slå op i den for at se, om du bør efterisolere. En energimærkerapport er blevet lovpligtig ved hussalg, men du kan også selv bestille én hos en bygningssagkyndig.

 

Termografisk fotografi giver syn for sagen

Når du planlægger et isoleringsprojekt, kan det være fornuftigt at søge råd hos en energirådgiver. F.eks. kan du få taget et billede af dit hus med termografikamera: På sådan et billede kan du helt præcist se, hvor der trænger varme ud af dit hus - og så ved du, hvor det bedst kan betale sig at sætte ind.  Energirådgiveren kan også hjælpe dig med at sammenholde termografifotoet med tegninger af dit hus og finde frem til den bedste løsning.

 

 termografisk billede

 

Undersøg selv behovet for isolering

Hvis du ikke har en officiel rapport eller undersøgelse, kan du dog sagtens selv holde udkig efter tegn på, at dit hus godt kunne trænge til bedre isolering.

 

Høj varmeregning er et klart tegn

Tjek din varmeregning. Hvis den er for høj i forhold til det opvarmede areal, kan du måske reducere dit varmeforbrug med op til 30 procent ved at efterisolere. DONG har udarbejdet en liste med tommelfingerregler, der giver et fingerpeg om, hvorvidt dit varmeforbrug er uforholdsmæssigt højt. Find din boligs størrelse i skemaet herunder. Er dit årlige varmeforbrug (i el, gas, fjernvarme eller olie) større end her? Så bør du se på, hvordan dit hjem kan blive mere energieffektivt - og det kan sagtens dreje sig om isolering. 

Boligstørrelse (m²) El (kWh) Gas (m³) Fjernvarme (kWh) Olie (liter) 
60 5.800 732 7.250 806
70 6.600 833 8.250 917
80 8.400 1.061 10.500 1.167
90 9.200 1.162 11.500 1.278
100 10.000 1.263 12.500 1.398
110 12.400 1.566 15.500 1.722
120 13.200 1.667 16.500 1.833
130 14.000 1.768 17.500 1.944
140 14.800 1.869 18.500 2.056
150 15.600 1.970 19.500 2.167
160 16.400 2.071 20.500 2.278
170 17.200 2.172 21.500 2.389
180 18.000 2.273 22.500 2.500

Kilde: DONG Energy.


Træk tyder på utilstrækkelig isolering

Træk og kulde i hjemmet skyldes typisk ikke sprækker og utætheder, men kolde overflader på vægge, lofter  og vinduer. De kolde flader køler luften lige ud for dem ned, så den falder nedad og danner kolde luftstrømme. Efterisolering vil give disse flader en højere temperatur og fjerne træk og kulde.

 

Har du skimmelsvamp?

Kolde overflader kan føre til skimmelsvamp. Når varm luft rammer de kolde flader, dannes der kondensvand, som giver gode vækstforhold for skimmelsvamp. Den vil i særlig grad kunne ses på vægge nede langs panelerne eller bag ved skabe, ikke mindst på nordvendte vægge.  Skimmelsvamp og fugt kan dog også hænge sammen med utilstrækkelig udluftning eller ventilation.


Er der fugt eller råd?

Når du går huset igennem, skal du selvfølgelig se, hvor meget isoleringsmateriale, der findes i konstruktionerne - men se samtidig også efter, hvordan konstruktionens generelle tilstand er. Fugt, råd og skader skal ordnes, inden du efterisolerer.

 

Se på tagkonstruktionen

Den nemmeste måde at tjekke loftet på er ved at gå derop og se på tagkonstruktionen. Hvis du ikke har et tilgængeligt loftsrum (f.eks. fordi du har et fladt tag), må du ty til eventuelle tegninger i stedet. Hvis du heller ikke har adgang til tegninger, kan isoleringen vurderes ud fra lofthøjde og tagopbygning - det vil være en god idé at kontakte en byggesagkyndig, der kan undersøge sagerne nærmere.

 

Er etageadskillelsen isoleret?

Du kan relativt let undersøge mængden af isolering i etageadskillelsen, hvis du har adgang til loftet. Fjern blot et gulvbræt - gerne langs kanten - og tjek, hvor meget isolering der er under gulvet.

 

Hvad med skunkrummet?

Hvis du er heldig, er der en dør eller låge til skunkrummet, så du kan tjekke isoleringen. Fjern evt. et bræt for at undersøge isoleringen i konstruktionen. Er der plads til ekstra isolering? Er der tørt?

 

Er din hulmur isoleret? Se på facaden

Huse, der er bygget af mursten og som er fra år 1900 eller senere, har som regel hulmure. Hulmursisolering er en af de ting, der kan give den allerstørste besparelse, og derfor er mange huse allerede hulmursisoleret. Hvis du ikke ed, om det gælder dit hus, kan du prøve at se nøje efter på facaden: Hvis du kan se, at nogle få sten har nye fuger omkring, er de sandsynligvis blevet taget ud og sat på plads igen i forbindelse med en tidligere hulmursisolering. Hvis du vil være helt sikker, kan du skrabe en mursten fri, tage den ud og se efter, om hulrummet på den anden side er fyldt med isoleringsgranulat.

 

Tjek krybekælderen

Hvis der er krybekæder under dine gulve, kan de virke kolde, og det kan også trække op mellem gulvbrædder eller langs gulvets kanter. Efterisolering er fristende og kan øge komforten betragteligt - men pas på: Måske skal du sørge for ekstra ventilation af krybekælderen, så den ikke bliver fugtig, efter du har isoleret.

 

Isolering er vigtig

Der er intet, der er vigtigere for det samlede varmeforbrug i dit hus end isolering

Læs mere

Isolering gør huset rarere at være i

Isolering fjerner de kolde overflader, som kan give træk, fugt og mug

Læs mere

Tjek selv dit hus

Kulde, træk og fugt kan være tegn på dårlig isolering. Et termografisk fotografi kan give dig syn for sagen

Læs mere

Isolering af kælder

Isoler din kælder indefra, udefra eller mellem etageadskillelser

Læs mere

Pas på faldgruberne

Når du efterisolerer, er der nogle ting du bør være ekstra opmærksom på

Læs mere