Om naturlig ventilation
Naturlig ventilation er udluftning, som finder sted gennem vinduer,
døre, ventilationsåbninger og utætheder.
Det vil sige, at naturlig ventilation både kan være noget, du
vælger selv, og noget, der sker utilsigtet:
• Du kan selv lufte ud ved at åbne døre og vinduer eller ved
at have ventilationsventiler og andre ventilationsåbninger, som
lader frisk luft komme ind.
• Utætheder i huset kan også lade luften udefra komme ind.
Utæthederne kan skyldes dårlig isolering eller revner og sprækker i
husets ydervægge, tag eller gulve.
Naturlig ventilation er ikke lige kraftig eller effektiv hele
tiden; den afhænger af det aktuelle vejr og vinden, trykket og
temperaturen. Husk endelig også at lufte grundigt ud i
vinterhalvåret; der befinder vi os mere indendørs, og dermed er
udluftning ekstra nødvendig. Luft helst ud ved at skabe gennemtræk
i få minutter; det giver det mindste varmespild, da du undgår at
varme hjemmets flader ned.

Ventilationsventiler kan være en god idé
Hvis dit hus er meget tæt - f.eks. fordi du har efterisoleret
det - kan det være en god idé at styrke den naturlige ventilation
ved at installere ventilationsventiler eller andre faste
ventilationsåbninger. Ventilationsventiler kan også være nyttige i
fugtige kældre, i soveværelser, som supplement til den øvrige
udluftning i bad og køkken, osv.
Der findes flere forskellige ventiltyper:
Klapventiler
En klapventil er en firkantet ventil af metal eller plastic.
Klappen er forsynet med en fjeder, der gør det muligt at åbne
ventilen i forskellige vinkler. Ventilen placeres i loftet eller
ydervæggen.
Skydeventiler
En skydeventil er en smal, aflang ventil af metal, som kan åbnes
ved at man skyder et spjæld til side. Derved kan luften trænge
direkte ind udefra gennem ventilens huller. En skydeventil kan
placeres i vindueskarmen, dørkarmen eller i facaden.
Spalteventiler
En spalteventil er en smal, aflang ventil af hård plast eller
metal, som man åbner ved at vippe eller dreje, så luften kan komme
ind i rummet udefra. De ses tit i vinduesrammer og dørrammer.
Ventilationsventiler kræver kun små indgreb i huset, men du
kommer selvfølgelig til at bore nogle huller - og det kan være
nødvendigt at bore hul i ydervæggen. Sørg altid for at placere dem,
så de ikke giver trækgener. Det vil bl.a. sige, at du bør undgå, at
luften trækker forbi de steder, hvor du sidder stille i længere tid
- f.eks. på hjemmekontoret eller i sofaen.
Husk at tjekke ventilerne løbende for skidt og støv - de må ikke
stoppe til.